Lokalberedskaber hører nærmeset fortiden til, men er det i virkeligheden lokalberedskaber der skal til, for at sikre fremtidens beredskaber? 

De seneste år med flere hedebølger, storme og oversvømmelser har bragt beredskaberne på overarbejde, og dermed også til en erkendelse af, at de ikke er rustede til fremtidens klimaudfordringer. De har hverken tilstrækkeligt mandskab, uddannelse eller udstyr til at kunne hjælpe alle dem, som har brug for deres hjælp – eller som kommer til at få brug for deres hjælp i takt med at klimaforandringerne får større indvirkning på vejret herhjemme. 

Der har siden 1989 været kraftige besparelser i beredskabet, hvilket har betydet at der er blevet sparet og effektiviseret alle steder. Det gør at beredskabet er dårligere stillet når vi som borgere har brug for hjælp – og særligt når vi bliver mødt af hyppigere og mere ekstreme udfordringer på grund af klimaforandringer. 

Vi ser allerede i dag, at der er lokale som tager opgaverne på sig. I takt med de hyppige oversvømmelser der har været det seneste år, har borgerne selv taget affære, og prøvet at gøre hvad de kan for at stoppe vandmasserne. Når beredskabet bliver presset, vil der blive prioriteret i opgaverne, og derfor kan man risikere at stå alene med f.eks. vandmasserne. Derfor giver det god mening at være parat selv, og vide hvordan man skal reagere i en krisesituation – for hvad gør man når hjælpen ikke kommer med det samme?

Historisk perspektiv

Historisk set har bedriftsværn været et brand- og redningsvæsen som har været integreret i en virksomheds sikkerhedsorganisation, som under krig eller krise, er det dem som har måtte rykke ud indtil anden hjælp kunne komme frem. Det har tidligere været et krav at virksomheder med over 75 ansatte skulle have et bedriftsværn, men efter ændringer i Beredskabsloven i 2000, er det op til kommunerne at vurdere om en virksomhed skal oprette et bedriftsværn. I dag er der i stedet lovpligtige brandsyn hvor mange mennesker forsamles, og steder som er særligt udsatte ift. brand. I dag resulterer ca. 38% af disse i påbud. Her skal brandsikkerheden forbedres – hvis et bedriftsværn havde eksisteret i de pågældende virksomheder, havde det været deres opgave at optimere og sikre at brandsikkerheden var i orden. I dag er det de færreste virksomheder der har interne beredskaber – et eksempel er dog ved Crossbridge Energy i Fredericia. Her så man også hvordan de var første indsatsen, da der gik brand i deres raffinaderi, og hvordan den hurtige indsats var essentiel for slukningen af branden.  

Bedriftsværn og frivillige brandværn har, historisk set, sammen spillet en stor rolle for brandslukningen i Danmark. Det frivillige brandværn er en tysk tradition, som udbredte sig til Danmark under den tyske besættelse efter krigen i 1864. Det første frivillige brandværn blev stiftet i 1869 i Tønder, som følge af en voldsom brand i byen. I Tyskland er det nemlig obligatorisk med frivillige brandværn i kommunerne, og brandpersonalet består af 93,5% procent frivillige. Dette gør sig også gældende i Østrig. Her er der kun 8 professionelle brandværn, hvor de resterende er frivillige, og det frivillige brandpersonale udgør 99%.

I Danmark er det i dag kun i Sønderjylland der holdes ved denne tradition. Her arbejder de ud fra ca. 50 stationer, hvor de sammen med de betalte deltidsbrandfolk reelt udgør det operative brandvæsen. I Sønderjylland er der ca. 1200 frivillige brandmænd. Der bliver dog færre og færre frivillige, da de er kommet på kontrakt med hos kommunerne, og dermed skal kunne stille seks mand. Dette udfordrer deres frivillighed, og sætter rammer for hvor meget de skal yde – i stedet for at yde hvor de kan, med passion og frivillighed for deres lokalsamfund.